KLUBBEN
Roskilde Frømandsklub er en moderne dykkerklub for alle med interesse i dykning og undervandssport.
Vi lægger særlig vægt på sikkerhed, hygge, sport og motion og dyrker alle former for dykkersport. Uanset om du er til flaskedykning, uv-jagt, uv-rugby, fridykning eller finnesvømning, så har vi faciliteter og erfarne udøvere, som giver udgangspunkt for et godt socialt samvær.
Klubben har en erfaren instruktørstab som uddanner i dykning på alle niveauer, fra absolut begynder til avanceret teknisk dykning.
Vi er åbne overfor alle anerkendte certifikater og arrangerer ofte dykkerture både som fyraftensdyk og fridagsdyk og har jævnligt ture til udlandet f.eks. Middelhavet og Rødehavet.
VI afholder klubaften første onsdag hver måned i vores lokaler direkte til Roskilde fjord, hvor vi bl.a. arrangerer grillaftener, filmforevisning, foredrag og grej vedligehold.
Roskilde Frømandsklub er en af Danmarks største sportsdykkerklubber, med en medlemsskare på ca. 110 medlemmer. Roskilde Frømandsklub har desuden et usædvanligt bredt aktivitetsspektra, der dækker en stor del af de undervandsportsaktiviteter der dyrkes i Danmark.
Roskilde Frømandsklub blev stiftet i 1978. Initiativet blev taget af seks tidligere medlemmer af en anden sportsdykkerklub i Roskilde. Historien vil i øvrigt vide, at initiativet til stiftelsen af Roskilde Frømandsklub blev taget på et lokalt værtshus (det daværende “Hos Dorthe” – nu “Wieds Vinstue”).
Skulle du have behov for yderligere information omkring Roskilde Frømandsklub er du velkommen til at kontakte os. Det kan gøres ved enten at sende en e-mail til: info@r-f.dk
ORGANISATION
Eksternt er Roskilde Frømandsklub medlem af Dansk Sportsdykker Forbund (DSF) og derigennem Danmarks Idræts Forening (DIF) samt Confederation Mondiale des Activités Subaquatiques (CMAS). CMAS-systemet danner derfor grundlag for klubbens uddannelse af nye sportsdykkere.
Internt er klubbens højeste myndighed, som for så mange andre foreninger, generalforsamlingen der afholdes hvert år inden udgangen af april. Den daglige ledelse af klubben varetages af en bestyrelse på 5 mand.
SVØMMEHAL
I perioden september til og med april har Roskilde Frømandsklub hver mandag Maglegårdsbadet fra kl. 20:00 – 22:00 til motionssvømning, snorkel- og flasketræning.
Desuden har vi svømmehalstid hver lørdag fra kl. 12:00 – 13:00 (banehalvdel 2). Kun til motionssvømning og snorkeldykning. Ingen flasker!!!
Kig i øvrigt i kalenderen for ændringer, særarrangementer og andet der kan påvirke tiderne.